Hop til hovedindholdet

Castberggård logo

Faglige Dage for erhvervsaktive med høretab


Dato og tid

Fredag d. 3. november 2017 kl. 16:00 til søndag d. 5. november 2017 kl. 13:00

Tilmeldingsfrist

Lørdag d. 30. september 2017 kl. 15:00

Sted

Castberggård, Østerskovvej 1, 8722 Hedensted Castberggård
Østerskovvej 1
8722 Hedensted

Faglige Dage for erhvervsaktive med høretab


Arrangementsbeskrivelse


Praktisk info
Da vi i år ikke har mange værelser til rådighed, kan vi desværre ikke tilbyde enkeltværelser. Prisen for deltagelse og overnatning på dobbeltværelse er 600 kr. pr. person. Når du tilmelder dig, har du mulighed for at ønske en værelseskammerat. 

Transport
Afgang med bus fra Vejle Banegård til Castberggård fredag den 3. november kl. 16.00. Afgang med bus fra Castberggård til Vejle Banegård søndag den 5. november kl. 12.30. Pris tur/retur. 50 kr.



Wee
kendens program

Fredag d. 3. november

16.00 - 16.55: Ankomst og indkvartering

17.00 - 17.10: Velkomst v. Maria og Katrine

17.10 - 18.30: Forandringer - fagligt og personligt v. Charlotte Krogh Nielsen
Charlotte Krogh Nielsen blev som 9-årig ramt af en sygdom, der gav hende en svær hørenedsættelse. Nu er hun 25 år og har i sin nyligt afleverede bacheloropgave på pædagogstudiet skrevet om marginalisering og stigmatisering af unge med hørenedsættelse. I dette kick-off-oplæg vil hun tale om forandringer - både ud fra et personligt og et fagligt perspektiv. 

18.30 - 19.30: Middag

19.45 – 20.00: Kort præsentationsrunde

20.00 – 21.00: Speedsnak om forandringsdilemmaer 
En sjov måde at møde og tale med nye og kendte mennesker. Ideen er, at der ligger små kort med bestemte ord, dilemmaer eller billeder på gulvet. Man finder et kort, der tiltaler en, finder en at tale med og går sammen en tur på 10 min rundt på Castberggård, mens man snakker. Der skiftes nogle gange undervejs i forløbet med nye ord og nye mennesker. 

 

Lørdag den 4. November

7.30 - 8.30: Morgenmad

9.00 – 12.00: Forandringens DNA v. erhvervspsykolog Henrik Leslye 
Denne formiddag skal vi dykke helt ned i forandringens DNA. Henrik Leslye er i kraft af sit arbejde vant til at klæde både virksomheder og medarbejdere på til forandringer, så han har øje for begge sider i en forandringsproces. 

12.00 – 14.00: Frokostpause 

14.00 - 16.00: Workshops*

Workshop 1: Find indre balance v. qigonginstruktør Dorte Nielsen
Hvis man står på tærsklen til en forandring, er det optimalt at være i balance med sig selv. Det er netop udgangspunktet i den kinesiske bevægelseskunst qigong, der arbejder med både mental og fysisk balance. Deltagerne skal være iført afslappet tøj og bare fødder.

Workshop 2: Test dit forandringsdilemma v. jobcenterchef Holger Jensen
Er du bange for at tage skridtet og forandre noget i dit arbejdsliv? Vil du gerne ud af storrumskontoret? Ønsker du andre opgaver? Prøv dit forandringsdilemme af på jobcenterchef Holger Jensen, som i denne workshop vil agere chefen i den røde stol.

Workshop 3: Skab ydre forandring v. frisør og stylist Gitte Kiplev
Det kan godt være, det er det indre, der tæller. Men vores ydre fremtoning er heller ikke uden betydning - hverken for os selv eller de mennesker, vi møder. Få gode råd og input til en mulig forandring af dit ydre i denne workshop, der lægger op til leg med stil, former og farver. 

17.00 - 18.00: Mulighed for aktiviteter i hallen

19.00 - ?: Middag, quiz og hygge

 

Søndag den 6. november

7.30 - 8.30: Morgenmad

8.45 - 9.00: Morgengymnastik og fællessang

9.00 - 10.00: Store forandringer i høreverdenen v. Katja Lund, BEAR projektet
I disse år sker der store forandringer på høreområdet i hele verden. Herhjemme har BEAR(Better Hearing Rehabilitation) samlet landets skarpeste hoveder indenfor hørelse, teknik, industri og den akademiske verden for at skabe de bedste betingelser for personer med høretab - både i og udenfor Danmark. 

10.30 – 12.00: Forandringer i mit liv med høretab v. Nikoline Werdelin
Hvad sker der med ens liv, når man ikke kan høre? Hvordan udvikler ens psyke sig og hvilke evner kan man sætte i stedet? Hvordan kan man være kreativ og opfinde et godt hørehæmmet liv? Hvad gør man med følelsen af udelukkelse, når man kan se det hørende paralleliv, men ikke melde sig ind? Hvordan får man fat i det vigtige og undgår at blive overanstrengt i en verden af støj? Og arbejdspladsen og relationerne … kan man gøre dét, at man ikke kan høre, til en gave? Det har tegner, forfatter, instruktør og brevkasseredaktør Nikoline Werdelin tænkt over, og hun vil fortælle om sit liv og om at vokse op i en familie af hørehæmmede.

12.00 - 12.15: Sandwich og på gensyn

12.30: Afgang med bus til Vejle Banegård

 

*I forhold til workshops,vælger man den, man ønsker i forbindelse med tilmeldingen. Man kan kun deltage i én workshop. Der kan være 15 prs. pr. workshop så her gælde også efter "Først til Mølle" princippet.

 

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >